Dalaran af Loftet
Født: 22.5.14.
Død: 28.1.16.
Fænotype: Black hooded blazed dumbo.
Genotype: aa Rbrb hh dudu.
Vægt (pr.5.12.15): 351g.
Ejer: Tine Tuledah.
Dalaran's stamtavle kan ses her
Dalaran er sammen med Aurora fyttet hjem til mig, af en række komplicerede grunde. I mine øjne vil de altid være Tines piger, hvorfor hun er skrevet på som ejer. Ikke desto mindre, vil jeg elske dem og passe på dem, som var de mine.
Dalaran har nogle hudproblemer, som ikke rigtig er til at hitte ud af. Det har irriteret hende, og betød bl.a. at der gik lidt længere tid før jeg startede sammenførsel mellem hende og resten af gruppen. Selvom vi stadig ikke har helt styr på det, virker det ikke længere til at genere hende, og hun gik let ind i gruppen (18. december) sammen med Eep - hovedsageligt fordi Eep er lidt en bulderbasse, der tog størstedelen af opmærksomheden, hvilket jeg helt bevidst udnyttede. Igen kom sensitive Bourne ud med en veninde mens de nye faldt på plads, og flyttede uden stort besvær ind igen efter en uges tid, sammen med lille nye Cassiopeia.
Fine Dalaran var lidt tid om at tø rigtig op. Mere overfor mig, end overfor de andre tøser. Måske fordi jeg i starten rigtig ofte pillede og kiggede og smurte underlige ting på hende. Hun er dog ved at blive den Dalaran jeg kender, fra besøg hos Tine og feriepasning, igen. Og selvom hun ikke er en af dem med allermest ild i halen, kommer hun gerne til lågen og henter lidt nus eller tjekker for godbidder. Dalaran er en utroligt sød og elskelig pige, og jeg glæder mig til at lære hende rigtig at kende.
Farvel Dalaran. Jeg ved ikke hvad der tog dig fra os, kun at det var pludseligt og surealistisk.
Vi havde tidligere på dagen haft besøg af en skøn lille pige og hendes mor, som du for fuld hammer charmede dig ind på. Jeg hørte en underlig lyd fra buret, og fandt dig gispende i bunden. Jeg ved at det bedste er at give plads, men du blev ved at få snuden begravet i strøet, og de andre opdagede mig ved buret, og kom og moslede på dig, så jeg hev dig ud for at du ku få plads til at trække vejret. Du var frygtelig varm smukke, og der gik højest et par minutter, så gav du op, liggende i mine hænder. Jeg er så ked af, at jeg ikke kunne gøre noget for dig. Du var slet ikke gammel nok til at skulle herfra. Du vil blive savnet. |
